Som musiker kan det være svært at danne sig et overblik over hvilke muligheder, der er for at komme ud at optræde live med sin musik.
Vi har hos Aalborg Musikportal gjort det en smule lettere for Aalborgs musikere ved at lave en oversigt over byens mange livescener.
Spillestederne booker typisk enten originalmusik eller kopimusik. Der er ikke så mange af dem, der efterspørger begge dele.
Hvis I synes, at der mangler nogle spillesteder på listen, så giv os gerne besked herom. Det samme gælder, hvis du repræsenterer et angivet spillested og ønsker at blive taget af listen.
Spillestederne arbejder meget forskelligt, når de booker bands.
Studenterhuset er udvalgt som et regionalt spillested i perioden 2021-2024, og derved underlagt en rammeaftale i samarbejde med bl.a. Statens Kunstråd.
Skråen og 1000fryd er støttet på anden vis, og er derfor underlagt nogle andre aftaler.
En del af værtshusene, der har live kopimusik, har samarbejde med bookingbureauer, så de ikke selv skal stå for at finde bands. Andre booker selv fra gang til gang.
De etablerede spillesteder har typisk deres egne bookingudvalg, så de kan tilpasse programmet i forhold til de kriterier, de hver især skal leve op til samt, så de kan tiltrække den ønskede målgruppe.
Så et spillested er ikke bare et spillested. Det kan derfor være smart at sætte sig lidt ind i hvordan de forskellige spillesteder booker sine bands, så man kan målrette sin kampagne til det enkelte spillested. Det kan også forklare hvorfor, at dit band evt. får afslag på en ansøgning. Nogle gange gives der afslag fordi kvaliteten bare ikke er god nok. Andre gange fordi man genremæssigt ikke passer ind i det øvrige program. En tredje årsag kan være, at man ikke kan trække nok publikummer.
Så det er som sådan også bandets eget ansvar at få generet en så tilpas stor fanskare, at man kan bevise overfor spillestedet, at der kommer nok folk, der kan smide penge i baren og entréen.
- hvis du kender til steder i Aalborg, der har livemusik, og som ikke er på listen, så giv lyd. Så får vi opdateret oversigten.
___________________________________________________________________
Spillesteder i Aalborg der primært booker originalmusik:
Studenterhuset - Regionalt spillested med flere scener. Både nationale og internationale kunstnere.
Skråen - Honorarstøttet spillested med plads til over 600 gæster. Har flere scener. Både nationale og internationale kunstnere.
1000Fryd - Legendarisk spillested i Aalborg. Både nationale og internationale kunstnere. Fokus på undergrund.
Huset - Et multikulturhus der bl.a. har jazz, etnisk musik, song-writer osv. Deres scene bliver brugt af flere forskellige koncertarrangører.
Udpeget som netværks- og genrespillested.
Trekanten - Et multikulturhus der primært booker musik med folkelig appel.
Café Frederiksberg - Oprindeligt bluesorienteret livemusik samt bluesjam hver torsdag, men nu også med et mere assorteret program.
Musikkens hus - Primært for etablerede nationale og internationale kunstnere, der kan sælge mange billetter. Har flere scener. De har også arrangementer med vækstlagsbands.
AbZalon Event Factory - Et spillested udsprunget af privat initiativ. De har ofte originalmusik og lægger også scene til en række af Den Blå Festival's koncerter. Det er muligt at booke stedet til egne arrangementer.
Kulturforeningen Baghuset - ikke et spillested som sådan, men derimod en foreningsscene og udelukkende med originalmusik og vækstlagsbands.
___________________________________________________________________
Restaurationer i Aalborg der booker livemusik af forskellige art. Hovedparten af dem booker kopimusik.
El Mundo - Primært originalmusik. Songwriters og jazz. (Jomfru Ane Gade)
Andy's - Kopimusik. (Jomfru Ane Gade)
Det hænder, at der også er musik på byens mange andre værtshuse.
___________________________________________________________________
Uddannelsesinstitutionerne
AAU Festudvalg - Aalborg Universitet har også et festudvalg, der til tider booker musik til de større fester bl.a. deres store
Universitetsfest . Det gælder ligeledes for de øvrige store uddannelsesinstitutioner, der også har festudvalg.
Studentersamfundet har hele seks studenterbarer rundt om i Aalborg. De har normalt ikke det store budget, men de tager meget muligt gerne imod bands, der gerne bare vil prøve sange af foran et frisk publikum uden at få honorar.
____________________________________________________________________
Klassisk musik og kor
Der er 16 kirker i selve Aalborg, der samlet set afholder omkring 200 årlige koncerter.
Det er alt fra korkoncerter, opera- og orgelkoncerter til eksamenskoncerter med musikkonservatoriets studerende. Du kan se en koncertoversigt
her.
Hvis linket ikke virker, så kan du også finde dem
her.
Her kan du se en oversigt over samtlige kirker i Aalborg Stift samt Nordjyllands øvrige kirker.
I 2018 var der over 32.000 vielser i Danmark (i og udenfor kirken). Hvor mange der er i Aalborg vides ikke, men der er helt sikkert nok til at genere en hel del bryllupsfester, der har brug for et lokalt band.
____________________________________________________________________