Foto: Peter Drastrup
Aalborg Musikportal har interviewet Act Of Cohesion, der er et af de pt. skarpeste metalbands i Aalborg. God læselyst!
Hvordan mødte i hinanden?
Allan Frandsen, Thomas Bo Andreasen og jeg (Henrik Mortensen red.) har spillet sammen siden 2006 i et andet band kaldet ”Croan”. Vi brød med forsangeren i starten af 2012 og begyndte straks at skrive nyt musik for at komme videre. Med de nye sange fandt vi hurtigt ud af, at det var et helt nyt band, vi havde gang i og var derfor helt åbne overfor hvilken type vokal og bassist, vi skulle have med i folden. Ronni Bech og Henrik Weide kendte vi lidt i forvejen, da Ronni øvede med et andet band det samme sted som os. Og Weide kendte vi fra fælles venner, og vi havde set ham optræde en del gange med sit gamle band. Jeg spurgte dem begge, om de havde lyst til at komme til en audition, og det takkede de heldigvis ja til. Ud af de forskellige musikere vi havde nede og prøve, var det dem, der klarede det bedst; og sådan blev vi til et band.
Hvordan opstod jeres bandnavn?
Det opstod, fordi vi havde det så godt sammen, og var så dybt inspirerede af hinandens musikalitet, at vi følte os som en samlet enhed. Da vi skulle finde på et navn, syntes vi, at det ville være en fed ting at udtrykke spilleglæden og sammenholdet i navnet. Derved opstod Act Of Cohesion.
Hvad hedder albummet, og er der et gennemgående tema?
Det nye album hedder ”Six Degrees of Subversion” og handler om forskellige måder, vi kan blive udslettet på som mennesker. Hver sang omhandler en ny katastrofe, og der er seks sange på pladen.
Hvem er jeres største inspirationskilder?
Af bands kan der nævnes en stor forkærlighed for Pantera, Metallica, Anthrax, Megadeth, The Haunted, Testament, Invocator osv. Det er nogle af de navne, vi i hvert fald kan blive enige om. Derudover har vi alle vores forskellige smag i forskellige genrer, som vi trækker på. Men når vi skal have tingene til at virke, er det en god idé at have noget fælles at samles om.
Kan I fortælle lidt om jeres sangskrivningsproces?
Den starter som regel med, at enten jeg eller Allan har en idé til et nyt nummer. Nogle gange bare et enkelt riff som der bliver jammet over i øvelokalet. Andre gange sender vi et næsten færdigt nummer, som vi har indspillet derhjemme, rundt til de andre. Det kommer lidt an på, hvor inspireret man er. Nogle sange skrives bare hurtigere end andre. Men fælles for sangene er, at de altid bliver afprøvet i øveren, hvor resten af bandet sætter deres præg på tingene.
Hvad var den største udfordring i forbindelse med indspilningen af albummet?
Den største udfordring var at få den rette blanding af smadder og dynamik. Det er noget ret nyt for os at arbejde intensivt med dynamik, eftersom det gamle materiale ikke rigtigt lagde op til det. Men Allan, Thomas og jeg havde nærmest ikke lavet andet i vores gamle orkester, og det havde vi savnet lidt. Men i metal er det også med at finde et kompromis, for det skal jo stadig ud og nikke skaller, når man fyrer op for anlægget.
Hvor lang tid gik der?
Der gik omkring 1,5 år. Årsagen er kort og godt, at vi ønskede at gøre det ordentligt denne gang, og samtidigt var der nogle private udfordringer med jobs og familieforøgelse, der forsinkede os undervejs. Men det var bestemt investeringen værd, for resultatet er blevet, som vi vil have det.
Hvad er planen så nu?
At spille så mange koncerter og underholde så mange mennesker som overhovedet muligt. Vi krydser fingre for, at der er nogen, der vil høre os spille.
Har I udgivet noget tidligere i samme bandnavn? Ja, to ep’er.
- Submission & Fairytales (2013)
- Solidarity & Double Standards (2014)
Bandmedlemmer:
Thomas Bo Andreasen - Trommer
Henrik Mortensen - Guitar
Allan Frandsen - Guitar
Henrik Weide - Vokal
Ronni Bech - Bas
