Aalborg er fuld af musik. På et normalt år før covid-19-pandemien, blev der afholdt over 1.800 livekoncerter i Aalborg Kommune, og med et samlet publikumantal på i nærheden af 390.000.
Udover de lokale spillesteder, der afvikler flere koncerter hver uge, er der også en del årligt tilbagevendende musikrelaterede begivenheder i Aalborg. Der er lidt for enhver smag.
Så hvad enten du er musiker, der leder efter steder at spille koncert, eller du bare er musiknyder, så tjek oversigten ud.
Samtidig er det typisk sådan, at januar og juli er der, hvor spillestederne har færrest koncerter.
Arrangementerne er i kronologisk rækkefølge, og vi har prioriteret de musikerrelevante events, hvor der måske er en chance for, at du kan spille med dit band.
Vi har sikkert også overset nogen. Så hvis du gerne vil have dit event på oversigten, så send os en
mail herom. Det samme hvis du gerne vil have fjernet et link til din side.
Januar er måneden, hvor der afholdes Vintermetal på Skråen. Det er et helaftensarrangement med 4-5 danske metalbands på programmet. Tjek Skråens hjemmeside for mere info.
Danmarks største ungdomsklub- og ungdomsskolefestival foregår hvert år i Aalborg. Det er en todages festival med syv scener og omkring 150 bands. Efter mange år på AKKC er festivalen nu flyttet til nye lokaler i Nordkraft.
Northern Winter Beat er en musikfestival med cirka 40 koncerter fordelt på forskellige venues i Aalborg. Studenterhuset arrangerer festivalen i samarbejde med 1000Fryd, Skråen, Huset og Aalborg Events.
Band Battle er en vækstlagsmusikkonkurrence, der har været afholdt årligt de sidste 25 år. Der er normalt tre semifinaler for bands, to for singer-songwriters samt en fælles finale. Vinderne får typisk en række opvarmningskoncerter og præmier til en samlet værdi af omkring 50.000kr.
De har et bredt og erfaren dommerpanel til finalen, så det kan være en gevinst i sig selv blot at nå til finalen, da mange fra den lokale musikbranche kommer til at opleve ens koncert.
Ud over at være Nordeuropas største karneval med cirka 60.000 deltagere og 100.000 tilskuere, så er det også en musikalsk event med en masse koncerter i bl.a. Kildeparken. Der er typisk også et par partybands på ladvogne i forbindelse med karnevalsparaden.
Nibe Festival er Nordjyllands største musikfestival med cirka 85 livekoncerter fordelt på fem scener og over fire dage. Den foregår selvsagt i Nibe, og ligger cirka 18 km sydvest for Aalborg. Der er både helt store navne såsom Katy Perry og Bryan Adams, men også lokale vækstlagsbands og partybands.
Hvert år afholdes der Grøn Koncert nær Forsvarets øvelsesterræn i Nørresundby. Det er et endagsarrangement med omkring 11 artister.
Songwriters Beachclub forløber typisk over en række onsdage fordelt over juli og august måned. Det er udelukkende lokale acts. Arrangementet afholdes i Kedelhallen i Nordkraft, der i sommerperioden er omdannet til Costa del Nordkraft med strandtema, palmer og sand på gulvet.
Hvert år afholder Skråen koncerter på amfiscenen i Skovdalen nær Kildeparken. Det er store navne såsom TV-2, Runrig, Take-That, Dizzy Mizz Lizzy osv., og koncertrækken strækker sig over juli og august.
Skråen afholder hvert år deres Fredagsfest i Karolinelunden. Det består af en koncertrække fordelt over juli og august måned.
Musikkens Bette Hus afholder konceptet Festlig Fredag, hvor bl.a. upcoming bands giver koncert.
Den Blå Festival er en af Danmarks største genrefestivaler og startede helt tilbage i 1998. Programmet rummer ofte omkring 85 koncerter fordelt på to hovedscener samt omkring 20 mindre venues rundt omkring i byen. Festivalen centrerer sig omkring alle afarter af bluesmusikken, men der er også plads til jazz og andet.
Mange af koncerterne er gratis.
Way Up North - oktober
Studenterhuset afholder årligt Way Up North, der er en todages vækstlagsmusikfestival med cirka 25 bands og artister.
Festivalen har eksisteret siden 2004.
Lasher Fest - oktober
Lasher Fest er en metalfestival for subgenrer og ekstremmetal.
Det er før blevet holdt på 1000Fryd og Musikkens Hus. I 2024 bliver det afholdt på SH35. Der er både lokale bands og bands fra øvrige Danmark og udlandet.
Aalborg Internationale Guitarfestival - november
Aalborg Internationale Guitarfestival er en festival, der består af omkring 11 instrumentale koncerter og en håndfuld guitarworkshops fordelt på forskellige venues rundt om i Aalborg. Festivalen har et overvejende fokus på klassisk musik og jazz. Det er en festival på et mere akademisk niveau end normale festivaler.
Aalborg Metal Festival er en todages musikfestival med omkring 16 bands. Festivalen afholdes hvert år på Studenterhuset, og er arrangeret af Nordic Rock Booking. Der spiller både lokale metalbands samt større acts såsom Sepultura, Gojira og Opeth. Festivalen har over 16 år på bagen og er Nordjyllands største tilbagevendende metalevent.
Enkeltstående arrangementer hvor lokale bands har chance for at spille
I 2026 (30. juli - 2. august) er der igen Tall Ship Races i Aalborg. Der estimeres at der kommer over 750.000 gæster i løbet af de fire dage arrangementet varer.
I 2019 var der cirka 70 koncerter fordelt på en lang række scener. Og der var både plads til originalmusik og coverbands. Så skriv det i kalenderen og forvent at være tidligt ude, hvis du vil i betragtning til at komme på programmet. De lukker sandsynligvis programmet allerede i september 2025.