Foto:
Aalborg Musikportal har fået en snak med Jesper Fleckner Gravholt fra det hårdslående og albumaktuelle aalborgensiske band, Final Hour.
God læselyst.
Hvordan mødte I hinanden, og hvor længe har I spillet sammen?
Mig (Jesper) og Martin (trommeslager) har spillet sammen i mange år. Først i bandet Dawnbreak og senere i et elektronisk rockband. En dag fik jeg for meget af det elektroniske og spurgte Martin, om ikke vi skulle spille noget melodeath, og den var han med på. Jacob og mig spillede i rivaliserende bands i vores helt unge dage. Jeg valgte dog at begrave stridsøksen og i stedet høre, om han ikke ville brøle og shredde lidt med mig og Martin. Efter et par år fandt vi endelig vores bassist, Rasmus, som jeg havde jammet med i gymnasiet, og vi har spillet sammen alle fire de seneste 4 år.
Hvordan opstod jeres bandnavn?
Forløbet på den aften, vi fandt vores navn, fortaber sig lidt i alkoholens tåger. Men ’Final Hour’ var en af de første sange, vi skrev, og navnet opsummerer meget godt en af de gennemgående tematikker i vores tekster. Vi er nær enden, hvis vi ikke gør noget.
Hvad hedder det nye album, og er der et gennemgående tema - hvilket?
Pladen hedder simpelthen ’Final Hour’ – selftitled, som det hedder. Så må vi se, om det ender med at hedder ’The Grey Album’ i folkemunde.
Mange af vores tekster kredser om et dystopisk syn på menneskeheden. Vi mener, at vores civilisation på mange måder har toppet, og vi er på vej ud over afgrunden. Verden er præget destruktiv livsførsel, tyranniske systemer og splittende ideologier. Men der er dog også håb og lys på pladen, og det er ikke for sent at vende udviklingen.
Hvem er jeres største inspirationskilder?
Vi har alle fire vores kæpheste og darlings, og som musikere er vores inspirationer ganske forskellige – fra black metal til Bob Dylan. Men som band er vi inspireret af andre bands inden for genren som In Flames, Trivium, Soilwork osv.
Kan I fortælle lidt om jeres sangskrivningsproces?
Vi har en mission om at bringe riffs’ene tilbage til metallen – altså det gode, gamle guitarriff. Meget metal er i dag båret af groove og sound og indpakning i form af strygere, keys og elektroniske effekter – og det kan skam lyde ganske fedt – men når man skræller de lag af, mangler det gode riff ofte.
Vi kan alle fire spille guitar, så oftest hiver en af os noget op fra riffbanken – det kan være et enkelt riff eller det meste af en sang – og så begynder tovtrækkeriet… Vi har et mantra om, at alt skal prøves, så det kan være en meget lang proces for et nummer at finde sin form. Til gengæld er vi alle tilfredse, når vi kalder en sang for færdig. Vi prøver at tjene sangen bedst muligt og gemme egoer og hang til eksperimenteren væk. Når vi har et skelet til det instrumentelle, indspiller vi det i vores hjemmestudie og eksperimenterer med teksten og forskellige melodier, som vi indspiller for at teste, hvad der virker godt. Også her arbejder vi sammen om det, og trommeslageren har lige så meget at sige som sangeren. Nogle sange skriver vi på en aften, og andre har tage et halvt år om at blive lige præcis den sang, som vi alle fire kan stå inde for og er glade for.
Hvad var den største udfordring i forbindelse med indspilningen af albummet?
De største udfordringer var teknik og koordination. Vi har valgt at indspille på en lidt atypisk måde ved at håndplukke dem, vi synes, der var de største kapaciteter inden for hvert område til at indspille hvert instrument. Trommer har vi indspillet i Sweet Silence med Flemming Rasmussen, guitarerne indspillet med Martin Buus (Mercenary) og vokalen lavet hos Casper Skafte (SmaXone), hvorefter det er blevet samlet og mixet af Anthony Calabretta (Protest the Hero). Undervejs løb vi ind i en del selvforskyldte teknikproblemer, som har kostet os rigtig mange om-indspilninger, som vi gerne havde været foruden. Med så mange dygtige folk og deres travle kalendere (og vores egne tidskrævende bommerter), blev projektet desværre udskudt mange gange og tog meget længere tid, end vi havde forestillet os. Men nu har vi da lært, hvordan man ikke skal gøre det, hvis man skal lave en hurtig opfølger.
Hvor lang tid gik der fra første dag i studiet til albummet var lydmæssigt helt færdig inkl. mix og master?
Næsten 2 år fra vi indspillede trommer, til vi godkendte den færdige master.
Dertil kommer så et år, der gik med at forhandle med forskellige pladeselskaber og have pressestrategien klar. Men så meget desto federe føles det, nu hvor pladen er på gaden, og det hårde arbejde gør bare, at vi er endnu mere glade for den, endnu mere begejstrede for at vise den frem og endnu mere ivrige for at indtage metalverdenen.
Hvad er planen så nu?
Pladen udkom for to uger siden, og det fejrede vi med release shows i hhv. København og Aalborg. Responsen har været overvældende, og selv anmelderne er glade for pladen - 9/10 i Heavymetal DK og 10/10 i Powermetal DE, så vi satser på, at snebolden ruller…
Men, vi ved jo godt, at det som band først er nu, det hårde arbejde rigtigt begynder. Vi håber, at vi med vores plade som visitkort kan få lov til at spille på de større metalfestivaler i indland og udland. Vi har planer om vores første europatour og andre ting, som vi ikke kan løfte sløret for endnu. På lang sigt vil vi gerne slå vores navn fast som et toneangivende band inden for vores genre og få lov til at spille vores musik for folk i hele verden. På den helt korte bane er vi i gang med endnu en musikvideo, eller… nærmest en lille kortfilm, som bliver klar om en måneds tid.
Final Hour består af:
Jesper Fleckner Gravholt - guitar
Martin Haumann - trommer
Jacob Jensen - vokal og guitar
Rasmus Christensen - bas
