Månedens band på Aalborg Musikportal er i november 2017 bandet, etNOIR.
Vi har interviewet Casper Dybdahl fra etNOIR omkring det kommende debutalbum. Han er producer og guitarist i bandet, og han har en masse spændende at fortælle herom. God læselyst.
(Foto: Allan Hassing)
Hvem består etNOiR af?
Bandet består af Morten Nørgård på vokal og guitar samt jeg, Casper Dybdahl på guitar. Live har vi Rasmus Visti med på synth, bas, samplers osv. Rasmus er ufattelig musikalsk og passer godt ind i stilen samt har den rigtig forståelse af genren og sangene.
Hvordan mødte i hinanden?
Morten Nørgård og jeg (Casper Dybdahl) har for mange år siden spillet sammen i etNOIR. Efter 11 års pause vælger vi nu at starte projektet op igen, da vi mener det skal have en reel chance! Morten har en masse fede sange og tekster i skuffen og jeg har en masse ideer til, hvordan de skal formes og lyde!
Hvad hedder albummet, og er der et gennemgående tema?
Albummet hedder "Letters of light from a dark place”. Titlen opstod da Morten og jeg havde lyttet albummet igennem. Jeg mener helt bestemt, at der er et gennemgående tema på pladen både afspejlet i sangenes mening og i det samlede lydbillede. Det hele er tænkt som en plade, der skal lyttes i streg og nærmest betragtes som én helhed. Jeg har personligt forsøgt at give albummet mange farver i tone og lyd, uden at sangene kom til at stå for uens.
Hvordan opstod jeres bandnavn?
Bandet, etNOIR eksisterede tilbage i 2004-2006. Da vi så mødtes igen, snakkede vi en helt masse navne igennem, men vi bestemte os hurtigt for, at bandet igen skulle hedde etNOIR, da det på en eller anden måde er vores ting sammen.
Hvad er jeres største inspirationskilde?
Morten Nørgård har skrevet alle sangene, men i mine arrangementer heraf har jeg hentet inspirations i ALT omkring mig! Under indspilningerne har jeg lyttet og fået ideer på lange cykel- og gåture rundt om i Aalborg og generelt taget indtryk til mig både udenfor og i studiet. Jeg har bestemt også fået inspiration i bare at lytte til sangene Morten kom med, og derfra skabt en lyd omkring dem.
Kan du fortælle om sangskrivningen?
Hver gang Morten havde skrevet en sang, sendte han en akustisk skitse samt en tekst til mig, som jeg så arbejdede ud fra. Jeg har så ændret på formen, justeret lidt med andre akkorder hist og her og ellers sparet med Morten derefter. Hvad var den største udfordring i forbindelse med indspilningen af albummet? For mig personligt var den største udfordring at farve sangene forskelligt og stadig få et fedt samlet lydbillede. I al beskedenhed mener jeg, det endte med at gå rigtig godt haha.
Hvor lang tid gik der fra første dag i studiet, til I stod med et færdigt mix?
Jamen…. en lidt langt ude historie! Morten og jeg mødtes til en snak vedrørende, om vi skulle starte bandet op igen, og vi blev enige om, at det ville være det eneste rigtige at gøre. Og en måned efter sad vi med 12 færdige masters i hånden! Dog skal det siges, at hver eneste dag i en måned har stået på studioarbejde siden vores første snak! Men jeg mener personligt, at det er vigtigt at få pladen ud mens den “stadig er varm”. Man ender så nemt og hurtigt i små ligegyldige mix-ting, som hverken er dårligere eller bedre men bare anderledes. Det er vi heldigvis ude over, når det hele er lavet på en måned.
Hvad er planen så nu?
Det der sker med pladen nu er, at den skal til tryk på LP, kassettebånd og til stream på iTunes, Spotify, SoundCloud og Youtube. Det hele udkommer 1/1 2018. Ud over det er vi allerede i gang med at booke en forårstour med koncerter rundt i Danmark, og vi har allerede den første håndfuld jobs på plads. VI GLÆDER OS!