Vi har taget en snak med Jazz9tus - et nyt og inspirerende initiativ, der har til hensigt at booste jazzmiljøet i Aalborg.
Hvem er initiativtager til Jazz9tus, og hvordan kom I på idéen til at starte Jazz9tus?
Det er jeg, Kenneth Dahl Knudsen. Jeg flyttede tilbage til Aalborg i april måned, og havde en drøm om at fortsætte mit aktive virke som musiker, også i min hjemby. Udover selv at spille kunne jeg godt tænke mig at skabe en base for alle mulige andre musikere til at komme ud i byen og interagere. Det oplevede jeg var meget givtigt i Berlin, og jeg ville elske at Aalborg havde lidt af det samme.
Det kommer til at kræve en del selvpromovering fra alle jazzmusikerne på diverse sociale medier, og for at samle det lidt valgte jeg at starte Jazz9tus. Så kan vi alle stå sammen om at formidle jazzen ud til nordjyderne.
Hvad er jeres ambitioner med Jazz9tus?
Jazz9tus er en formidlingskanal mere end det er en forening eller sammenslutning. Det er interessebåret, men jeg håber da, at det kan blive meget mere end det. I første omgang er det vigtigt for os, at der bliver en bæredygtigt økonomi mellem spillesteder, musikere og publikum, og at vi sammen kan løfte Aalborg op på et højt niveau. I fremtiden vil vi rigtig gerne have interviews og artikler ind på bloggen. Det skulle gerne være gennem Jazz9tus, at folk får deres jazz-knowledge i Nordjylland.
Er Aalborg en jazzby? Prøv at beskrive Aalborgs jazzmiljø.
Hmmm... Jeg er ikke sikker på hvad en jazzby er. Jeg er faktisk ikke engang sikker på hvad Jazz er:) Jeg tror at Aalborg er en musikby - det er den helt sikkert. Da jeg flyttede væk fra byen i 2012, var der ikke mange steder at spille.... Og mange af stederne var regionalt eller statsligt støttet, som betød at lønningerne ligeså godt kunne gå til store navne udefra.Klart - der er institutioner i Aalborg som altid har taget sig godt af de lokale, såsom Huset og Stud, men det er bare ikke nok til, at der kan skabes et levende jazzmiljø, som gør at folk flytter til byen og bliver boende (musikere, that is).
Nu er der sket noget i Aalborg.... Den eksploderer jo nærmest i hippe steder og mennesker fra hele kloden, unge og ældre ser ud til at kunne agere på ligefod i en by, der tilbyder mangfoldig kultur på alle planer, og det tror jeg er alfa-omega for, at jazzmusikken kan trives. Jazzens vigtigste næring er altså publikum. Musikken lever i nuet på en anden måde end anden musik. Den er ikke bedre eller finere end rock og klassisk, men den er spontan på en helt anden måde, og for at den kan trives, kræver det et lydhørt publikum. Det har Aalborg nu, og det vil vi i Jazz9tus være med til!
Udover at publikum er ved at være klar, så er Aalborg også modnet og vokset i henhold til kulturen. Der har altid være kulturbastioner i byen, men det virker til, at der er sket et mentalitets-flip der gør, at kultur ikke er nær så langhåret i nordjydernes øjne, som det før har været.... Jeg kan i hvert fald mærke væsentlig forskel på dengang jeg boede i byen 2011 og nu i 2018. Publikum er sultne, der er flere mennesker generelt, og niveauet bliver jo højere på den måde. Jo flere mennesker der dukker op til koncerter, jo mere øver musikerne, og jo flere musikere flytter til byen. Det skaber sund konkurrence og gør, at vi får et musikmiljø fyldt med kvalitet og iver.
Er planen at køre Jazz9tus udelukkende via Facebook, eller har I planer om også at lave en hjemmeside?
Lige nu bruger vi Instagram og Facebook, men hvis vi bliver flere, ville vi kunne dele opgaverne ud og gøre brug af blogs og hjemmeside. Vores netværk ville også eskalere væsentligt.
Hvordan kommer Jazz9tus til at køre i praksis?
Til at starte med var vi bare mig (Kenneth) - jeg har råbt lidt højt, og har nu fået nogle medmusikere med. Derudover er folk også begyndt at kontakte mig for lidt freelance og frivillig arbejde. Det er jo helt fantastisk, for det er altså 100% bare fordi, vi elsker musik.
Hvordan kontakter man jer bedst, hvis man gerne vil være frivillig i forbindelse med Jazz9tus?
Man skal skrive til os på facebook siden, eller skrive en mail til mig på kennethdahlknudsen@mac.com, og vi vil ELSKE det!
Ser du nogle udfordringer for jazzmusikken i Aalborg, og har I/du nogle idéer til, hvordan man styrker den?
Ja da! Der findes ikke et sted i verden hvor jazzmusikken ikke er udfordret. Det er en genre, som er super egoistisk. Musikerne spiller for deres egen skyld, de kan ikke lade være.... Hvis de kunne det, ville de jo nok bare vælge at spille noget pop musik, der giver en masse penge. Men Jazz er en niche, selvom den har været her i snart 100 år. Problemet med jazz er, at den er diffus og mangfoldig på samme tid. Free-jazz har skræmt mange mennesker væk, og det modsatte bliver hurtigt negligeret til tissemandsjazz.
Spektret er meget bredt, og det er svært at lokke publikum til når mærkatet er “Jazz”. Det ville være det samme som at vælge sit parti i folketinget ud fra mærkatet : “Politik”. I mine øjne er formidling et vigtigt aspekt; at kunne fortælle hvad lytteren kan forvente. De jazzmusikere der har størst succes, er jo også dem, der på en eller anden måde har kunnet fortælle en histore. Det er meget, meget spændende at være jazzmusiker i den by, som Aalborg er ved at udvikle sig til. Jeg tror på det!
Om ikke andet må passionen jo lede vejen, og dem der deler den skal nok følge med.
Hvad har I af planer med Jazz9tus i den nærmeste fremtid?
I næste uge starter blå festival. Der er TONSvis af koncerter med Jazz. Flere end nogensinde tror jeg. Det sidder jeg og skriver et opslag om disse dage.
Derudover starter vi noget, der hedder Jazz9tus Orchestra, med studerende fra konservatoriet. Planen er, at vi skal lave en Jazzfest i februar måned med en bar og et bigband. Alt sammen blandet godt sammen, og jeg sidder og arrangerer en masse af det musik de spiller i gaden til ensemblet. Spice Girls med afrikanske rytmer, Medina i 7/8, en swingende Justin Bieber... der er mange muligheder, men jeg vil gerne møde folk, der hvor de er, og lade dem høre hvad musik også kan være.
Derudover arbejder jeg på nogle faste tiltag rundt omkring i byen. The Swing Thing hos Ib Rene Cairo, BoxTown Jazznights, og Kenny’s Corner ved CDJ.
I fremtiden håber jeg at vi bliver flere, der kan og vil. Det ville være fantastisk, hvis min vision kunne blive en realitet ; at Aalborg bliver en jazzby, og at livemusikken kommer til at fylde igen.