Cool Stuff / Øvelokaler

Øvelokaler

 
I Aalborg findes der flere forskellige muligheder for at øve med sit band. Desværre er der, som i alle andre storbyer i Danmark, en relativ stor mangel på visse typer øvelokaler. En af de billigste løsninger er at melde sig ind i en af byens øvelokaleforeninger og samtidig blive en del af disse fællesskaber. Dog er der ofte meget lang ventetid hos disse.
Alternativet er at opsøge private udlejere for at se, om de har et egnet lokale. Hvis man er et par bands, der går sammen om huslejen, er sidstnævnte løsning ikke umulig. Dog er det en mere seriøs løsning, da det ofte kræver at man betaler et indskud samt, at lejen nogle gange er væsentligt højere end hos foreningerne.
Hvis man er fuld af iværksætteri, er det også muligt at gå sammen om at stifte en musikforening. Når man har en forening, hvis vedtægter lever op til Folkeoplysningsloven, kan man ansøge om et fast drifttilskud hos Aalborg Kommune (Kultur & Fritid). Se mere om hvordan du stifter en forening under Hjælp til musikforeninger.   
 
ORA udkommer også med en meget grundig bog om emnet. Den er værd at læse.
Aalborg Musikportal er også gerne behjælpelig.   
 
Hvis du har mod på at bygge dit eget øvelokale, kan vi anbefale bøgerne, "Rock & Uld" af Jens Bak samt "At bygge øvelokaler" af Arne Jægergård. De er begge udgivet af Den Rytmiske Konsulenttjeneste. Det er godt nok nogle gamle bøger, men de giver nogle meget detaljerede beskrivelser af, hvordan man bygger og lydregulerer øvelokaler, og metoderne har ikke ændret sig betydeligt siden dengang. De kan være lidt svære at erhverve sig pga. deres alder, men du kan evt. låne dem på biblioteket.
 
Ang. øvelokaler og justering af lyd skelner man mellem:
- lydisolering hvis formål er at hindre lyd i at trænge igennem byggeriet og ind til nabolokalet eller ud af huset og over til naboerne. 
- akustikregulering hvis formål er at justere lokalets akustik, så det bliver velbalanceret i forhold til, hvad lokalet skal bruges til.
Troltex, skum, vægtæpper og æggebakker justerer akustikken. Gipsvægge med luft og rockwool i mellem lydisolerer. 
 
_________________________________________________________________
 
Baghuset er Aalborgs ældste øvelokaleforening. De holdt oprindeligt til på Odinsgade 21, men rykkede i 2010 ind i Nordkraft, hvor de nu besidder 14 øvelokaler og huser omkring 100 musikere. 
Som medlem har man mulighed for at benytte deres lydstudie samt en mindre scene med tilknyttet bar. 
De har kun en type medlemskab, og prisen er 200 kr pr. medlem/måned.
 
Aalborg Musikforening er måske byens nyeste øvelokaleforening og til tider også den største. De blev stiftet i 2014 og har opstartet et ambitiøst øvelokalekompleks i en stor militærbunker. Foreningen huser pt. over 25 bands og tæller sammenlagt omkring 100 musikere. De kører med venteliste til de almindelige lokaler, men har af og til ledigplads i baggearslokalerne og solistlokalerne. 
Der er fælles sanganlæg i alle lokaler. 
Et almindeligt øvelokale koster 200 kr pr. medlem/måned samt 100 kr i årskontingent.
Deres solistlokaler koster det samme. Her er der fælles PA, rørforstærker, basforstærker, elklaver m.m.
De har også et dedikeret trommesolistlokale, hvor der står et komplet trommesæt klar.
Og de har luksusbaggearslokalet, Arsenalet, hvor der står stort set alt dit band skal bruge for at øve. Som bruger af de to sidstnævnte lokaler er prisen 300 kr/måned/person samt 100 kr i årskontingent.
Dertil har de også Kadetten, som er et komplet udstyret øvelokale for unge mellem 14-25 år. Det koster kun 150 kr om måneden pr. medlem. Så altså halv pris i forhold til Arsenalet.
Noget af det der gør Aalborg Musikforening speciel er, at deres lokaler er udstyret med professionelt musikudstyr af høj kvalitet. Det ser man meget sjældent hos andre lignende steder. 
Læs mere på hjemmesiden.
  
Quinten er en cirka 24 år gammel musikforening, der holder til i de gamle Skylab-lokaler, hvor Aqua indspillede dele af deres verdenskendte debutalbum. Foreningen har tre øvelokaler og huser cirka 25 musikere. Der kan gå år imellem en ledig plads, så der opereres ikke med venteliste, men derimod med annoncering når det er aktuelt.
Dette er måske byens eneste autentiske oldschool-øvelokaleforening.
Prisen er 300 kr pr. medlem/måned.
 
1000fryd har et enkelt øvelokale, som det er muligt at benytte for for et mindre beløb. Kontakt dem for pris. 
 
Huset i Hasserisgade har et øvelokale udstyret med basal backline, hvor man betaler omkring 500 kr pr. band/måned for én ugentlig fast øvetid. Prisen er for hele bandet og er den samme, om man er to eller ti mand i bandet.
Det er ikke tilladt at lade privat grej blive stående i lokalet, og det kræver reservering før brug.
 
Trekanten - The Stage 
Trekanten i Aalborg Øst har et mindre øvelokale (The Stage), der er udstyret med basal backline. Det koster 40 kr pr. påbegyndt time for at bruge lokalet uanset, hvor mange man er. Altså ikke 40 kr. pr. mand, men 40 kr samlet set pr. time. 
 
Stationen (Music Lab)
De unge mellem 13-25 år kan øve i Station 10's øvelokale i Lindholm. Lokalet er udstyret med trommer, forstærker osv. og hvert band får tildelt én fast ugentlig øvetid på 3,5 time. Prisen er 150 kr pr. medlem for et halvt år. 
 
Øvelokaler for unge i aldersgruppen 14-20 år.
De har både fuldt udstyret øvelokaler samt et indspilningsstudie.
Det koster omkring 150 kr pr. halvår pr. person.  
 
Bandlokaler er et firma, der udlejer øvelokaler på Gørtlervej i Aalborg (tæt på Eternitten og Stark). De har differentierede priser alt efter hvornår og hvor meget, man ønsker at øve. Dertil koster det ekstra, hvis man vil opbevare eget udstyr på stedet. 
Bandlokaler.dk har lokaler i både Aalborg, Aarhus og Odense. 
 
Playgood var oprindeligt ikke tænkt som et øvelokale, men mere som en studiekompleks. De har plads til et mindre antal bands. De holder til nær Sygehus Syd/Kjærby. 
Det koster 200 kr pr. måned pr. medlem. 
 
Private udlejere
Der findes et par private udlejere, der udlejer lokaler til bands. Kvaliteten er ret svingende og det samme gælder prisen. Nogle lokaler er uopvarmede og de fleste af dem er ikke lydregulerede. Fordelen ved et privatlejet øvelokale er, at man ofte kan have lokalet helt for sig selv. Dette kan være ideelt for professionelle bands, der har behov for at øve mange gange om ugen, og som vil have alt grejet stående spilleklart, så de slipper for at pakke noget ned efter hver øver. 
 
Der er en facebookgruppe, der er dedikeret til aalborgensiske musikere, der søger øvelokaler. Den tæller pt. over 490 medlemmer. 
Aalborg Musikforening er udsprunget af denne gruppe. Læs mere ovenfor.
 
 
N.B.: alle priser er med forbehold. Kontakt de enkelte udbydere for gældende priser og vilkår. 
 
facebook.com/Aalborgmusikportal.AMP  | Aalborgmusikportal@gmail.com